Portfolio 2b

Indledning
Film som vi kender mediet i dag har gennemgået en lang og rivende udvikling. Startende som et eksperimentielt apparat til at gengive dyr og atleters bevægelser til det massemedie vi kender det i dag, hvor det florerer i biografer, hjemmet, cafeer, skoler og især på internettet.
Hvad er film som medie, og hvordan oplever vi dets brug i hverdagen? Digitaliseringen har haft en enorm indflydelse på vores evne til at finde og genfinde film, og internettet har skabt stor grobund for en voksende, kritisk fankultur. Men er studierne i dag stadig i stand til at hive dette publikum ind i biograferne, når den gængse bruger samtidigt er den største kritiker?

Filmhistorien
Film som medie blev opfundet i kølvandet af den industrielle revolution som metode til at fotografere og studere dyrelivet, og som endte med at blive en af de foretrukne måder at tilbringe fritiden på, hos mange mennesker.
Thompson & Bordwell (2003) nævner de forskellige betingelser, der skulle være på plads, før film som medie kunne blive en realitet:
Først skulle videnskaben finde ud af, at det menneskelige øje opfatter bevægelse hvis billeder placeres foran det, i hurtig rækkefølge; nemlig 16 eller flere billeder i sekundet. Dette gav ophav til diverse optisk legetøj, der var meget populært omkring 1830’erne og frem; som for eksempel et stykke pap, hvor der på den ene side er tegnet en fugl, og på den anden side et bur. I siderne af pappet er der bundet en snor, og når man vrider snoren, drejer pappet rundt. Gør man dette hurtigt nok, opstår illusionen af, at fuglen sidder i buret.
For det andet skulle man have muligheden for at kunne projektere denne serie af billeder på en overflade, så den kunne ses af et større publikum, og ikke kun gennem de såkaldte peep-holes; en maskine, hvor et enkelt menneske kunne se små optagelser.
For det tredje skulle man opfinde et kamera, der var i stand til rent faktisk at tage billeder hurtigt nok, så man kunne fotografere 16 billeder, elle mere, i sekundet. Som eksempel kan nævnes at i 1826 blev det første fotografi taget af Claude Niépce, hvor eksponeringstiden var otte timer (Thompson & Bordwell s14).
For det fjerde skulle man producere en filmstrimmel, der var fleksibel nok, til at den kunne passere gennem et kamera i den hastighed det var nødvendigt.
Slutteligt skulle man finde en mekanisme, der var i stand til at kombinere alle disse ting, samt rent faktisk have mennesker der var innovative nok, til at få ideen. Alt dette faldt på plads omkring 1890’erne.
I starten var det ikke den fortællende film, man havde i tankerne, men derimod hvordan man kunne optage og nærstudere naturen. Hestens galop og fuglenes vingeslag er blandt nogle af de første forsøg på filmiske optagelser foretaget.
Fra 1878 og frem til slutningen af 1890’erne dukkede disse ting langsomt frem. Opfindelsen af det vi kender som forløberen for den moderne film kan ikke tilskrives én enkeltperson, men mere et løbende ”samarbejde” op gennem årtiet af opfindere fra primært USA, Tyskland, England og Frankrig (Thompson & Bordwell 2003).

De første film
De første kommercielle film varede ikke andet end 20 sekunder, da det var længden af datidens filmruller. De bestod af uddrag fra sportspræstationer, vaudeville forestillinger og diverse optræden af datidens artister. Det kunne også være små komedie sekvenser, der blev foreløberen for senere film med reelt narativt indhold.
De såkaldte ”topicals”, hvor nyheder blev optaget og vist fandt også deres ophav i denne tid. Det var ikke altid tilfældet, at fotografen kunne være til stede personligt, men så blev begivenhederne rekreeret i et studie. Publikum accepterede det faktum, at der her ikke var tale om virkelige optagelser, men gengivelser af faktuelle events. Jeg mener man kan se spor af disse første nyhedsudsendelser hele vejen op til nutidens tv-avis, hvor der blandt andet stadig sker fiktionaliseringer af begivenheder man ikke har kunne optage live (Thompson & Bordwell s. 21).
Man kan overveje om denne accept af nyhedsværdien har grundlag i, at publikum samtidigt har haft adgang til aviser, der kunne bekræfte det forløb, der blev vist på det store lærred. Aviserne indeholdt også graveringer, der tydeligtvis ikke var fotografier, men stiliserede gengivelser af virkeligheden.
Der er sket en sammensmeltning af de to nyhedsmedier, hvor mennesker har lært at acceptere nyhedsværdien af det nye på baggrund af det gamle. Et fænomen jeg vil vende tilbage til.
Kontrollen over filmene lå oftest hos køberne, der fremviste filmene. Filmene bestod af en rulle, og man kunne vælge mellem at købe en enkelt rulle, eller en serie af disse, der kunne vises i vilkårlig rækkefølge. Fra 1899 og fremefter, skiftede kontrollen dog over til producenten, da man begyndte at producere film med flere kameraopstillinger og flere filmruller, hvor det var sværere at vise ruller ude af kontekst.
Den amerikanske filmskaber Edwin S. Porter bliver ofte krediteret for at have skabt den første film med et reelt narativt indhold (Life of an American Fireman, 1903[1]), og have opfundet klipning af film som vi kender det i dag. Han har selvfølgelig draget erfaring fra de foregående producenter, men filmens historie har altid været baseret på erfaringen af andre (Thompson & Bordwell s. 30).
Man kan spekulere på hvorfor dette nye medie havde sådan en fængende effekt på publikum. Som jeg ser det, gav det dem et vindue til et liv, de ikke selv kunne deltage i. Som for eksempel film fra fjerne lande som de færreste mennesker havde råd til at besøge, eller afbræk fra virkeligheden i de små komiske episodefilm samt nyhedsværdien som bestemt ikke skal undervurderes.

Det nye marked
Fjernsynet dukkede op i slutningen af 1920’erne, starten af 1930’erne, men det er først sidst i 1970’erne, at det begynder at blive interessant. Her begyndte markedet at ændre sig drastisk for forbrugeren. Ikke alene dukkede der kabel og satellit tv op, hvilket gjorde at udvalget af kanaler forøgedes markant, og gav større magt til seeren (Thompson & Bordwell s. 680). Nu skulle en given station lige pludselig vise noget interessant for at bibeholde sendefladen .
Desuden udsendte Sony i 1976 deres Betamax maskine, hvilket gav forbrugeren yderligere kontrol over deres tv vaner, og Matsushita udgav kort tid senere senere deres Video Home System (VHS), der om noget revolutionerede markedet (og startede format-krigen), der i sidste ende blev vundet af VHS (Thompson & Bordwell s. 680).
Fremkomsten af disse nye medier, og deres evne til at formidle film og tv-udsendelser skabte furore blandt de store filmselskaber. Ville publikum ikke blot vente til en film kom ud på VHS i stedet for at gå i biografen? Og ville en kassette ikke blot blive kopieret i stedet for solgt? De forudså svimlende tab, og i 1976 sagsøgte MCA[2] og Disney video producenterne for at stoppe salget med begrundelsen af, at det brød copyright lovene. Det havde de ikke den store succes med. Men det viser blot, at de problemer, de store filmselskaber slås med i dag, hvad angår digital kopiering ikke er nogen ny problemstilling.
Da sagen blev tabt, til videoproducenternes fordel, gik studierne andre veje, og de accepterede VHS som en af deres egne. Der blev oprettet distributions divisioner til markedsføring af kassetterne, og en given film kunne godt opleve et boom gennem udlejning efter at have været et hit i biografen. Igen har vi her tale om en ny teknologi, der er blevet integreret i et gammelt system, og har givet begge et løft.
Sådan har det historisk set altid været. Der kommer en ny teknologi på markedet; og til at starte med, er studierne nervøse og ikke særligt venligstillede overfor den, men ender som regel altid med at assimilere, og i sidste ende lukrere på den. Der kan dog godt nævnes undtagelser på medier, der har haft deres meget korte blink på radaren, såsom CD-I, der var forløberen for DVD (Thompson & Bordwell s. 680).
Den store support, som VHS endte med at få, gav også grobund for folk uden for studiesystemerne. Mange af de store instruktører vi kender i dag, startede deres karriere med at producere og instruere film på hjemmevideo, og fik af den vej adgang til studiesystemet. Som et nyere eksempel kan nævnes Kevin Smith, der gennem venner og bekendte fik skrabet penge sammen til at skabe filmen ”Clerks[3]”, der endte med at blive et af de største independent[4] hits nogensinde med et originalt budget på 27.000 dollars, og biograf indtjening på over $ 3 millioner, hvortil så kommer yderligere indtjening via VHS og DVD salg (IMDb).
Her synes jeg også man til dels kan se forløberen for youtubes indgang til film. Den digitale filmalder har gjort det nemmere at filme og distribuere via internettet, og VHS baserede hjemmekameraer var et skridt i den rigtige retning.

Digitaliseringen
I 1980’erne dukkede laserdisken op. En 12 tommers stor CD skive, hvor filmen var lagret digitalt, og ikke analogt. Dette gav en forbedret billede og lydkvalitet, uden forringelse af kvalitet over tid, som man kendte det fra VHS båndet (Thompson & Bordwell s. 681).
Desværre var prisen for en given maskine samt film alt for høj for den gængse forbruger, og der var indtil laserdiskens ”død” kun et fåtal af filminteresserede, der havde adgang til mediet. Men ideen om ekstramateriale blev introduceret, idet man via fjernbetjeningen kunne navigere frem og tilbage på disken, og få adgang til interviews og andet baggrundsmateriale vedrørende filmen fra samme kilde, uden at skulle ud og lede land og rige tyndt.
Julen 1997 så det største gennembrud i filmdistribution siden VHS (Thompson & Bordwell s. 681). Digital Versatile Disc, eller DVD, blev introduceret, og har domineret markedet lige siden. Der skete endnu et ryk i den opadgående retning hvad angår billede og lydkvalitet, og lige pludselig var en film blevet interaktiv. Ikke alene kunne filmen afspilles, men hvis producenterne havde lagt disse features ind, kunne man også ændre kameravinkel, sprog, undertekster, høre kommentarspor fra instruktøren i stedet for filmens normale lydspor og, som i tilfælde af filmen ”Shrek” (der har 11 timers ekstramateriale) sågar selv lægge stemmer ind på filmen. Filmene kan som regel købes i såkaldte ”bare bones” udgaver, hvor kun filmen er med, og i Director’s Cut, hvor alle disse ekstra features ligger gemt. Forbrugeren har med hastige skridt nærmet sig reel interaktivitet med film, hvilket jeg kan observere gennem min egen anseelige samling af film.

Medie Paradigmer
Man skal måske starte med at forstå medier.I artiklen ”Tre paradigmer i medieforskningen, 1997” deler Joshua Meyrowitz medier op i tre mediemetaforer: Medier er kanaler, sprog og miljøer.
Ved ”medier som kanaler” forstås at mediet er et redskab til at formidle et indhold, som vi reagerer på. Det er ikke så meget, hvilken måde indholdet bliver formidlet, men at det gør. De forskellige kanaler kan dog have en enorm indflydelse på vores opfattelse af en given nyhed. Orson Welles, foretog i 1938 en dramatisering over radioen af H.G. Welles’ ”War of the Worlds”, hvor han opstillede bogen, ikke som et radiospil, men som en reel nyhedsudsendelse. I dag, havde vi per automatik tændt for fjernsynet eller computeren (i det tilfælde at vi overhovedet har en radio at høre nyheden på), og prøvet at verificere historien derigennem, og hurtigt opdaget at det var en ”joke”. Men i 1930’ernes amerika var det en ganske anden historie. Der har været debat om, hvor mange, der rent faktisk blev grebet af historien, og forsøgte at flygte, men faktum er, at en del mennesker rent faktisk troede på, at marsboerne landede pga historiens dokumentariske natur[5].
Som sagt, så vil det være noget vanskeligere at gennemføre samme mediestunt i dag. Både fordi den gængse forbruger er blevet mere kritisk i sin accept af medieindhold, men også fordi vi gennem film er vant til at se ting, der med udviklingens hastige skridt er blevet mere og mere virkelighedstro. Som eksempel kan nævnes, at der er en verden til forskel på den robot, der blev vist i ”The Forbidden Planet”[6], til de maskiner, der gennem computeren er produceret til ”Transformers”[7].
Meyrowitz taler også om ”medier som sprog” hvor mediernes grammatik berøeres. Her menes på hvilken måde, en given nyhed eller film bliver præsenteret. Her er det ikke kanalen, der er fokuspunkt, men hvordan en given film, er designet til at ramme forbrugeren. Her kan vi tale om, hvordan blandt andet kameravinkler, musik, lyssætning og endda valg af linser kan have indflydelse på brugerens oplevelse af en film, eller nyhed. Her kan nævnes flere eksempler. For år tilbage da Uffe Elleman Jensen stadig var aktivt involveret i politik, var der et interview med ham, hvor kameramanden filmede ham i ekstremt frøperspektiv. Elleman Jensen opdagede dette meget hurtigt, og forlangte at kameramanden ændrede perspektiv. Dette blev nægtet, og Elleman Jensen afbrød interviewet prompte og gik væk. Han har haft en meget god forståelse for hvordan man kommer til at se på ham som leder. Orson Welles gjorde det samme i ”Citizen Kane[8]”, hvor hver gang han skulle vise hovedpersonen som særdeles magtfuld, blev der brugt ekstemt frøperspektiv. Uffe Elleman Jensen ville tydeligtvis ikke vises som magtfuld, men nærmere som en mand af folket, der er på lige fod med alle.
Ligeledes kan kort nævnes (og her taler jeg ud fra hukommelse), en episode på Sheffield Stadium for mange år tilbage, hvor adskillige mennesker blev knust til døde under tribunerne til en fodboldkamp. Der var mange udsendelser omkring denne hændelse, men den, der stadig hænger fast i erindringen er den dokumentar, hvor et kamera roligt panorerer hen over det ødelagte stadion, akkompagneret af Ferry Cross the Mersey[9]; et utroligt melankolsk stykke musik. Der er vidst ingen tvivl om, at hvis man havde valgt Monty Python’s Always Look on the Bright Side of Life, så havde reaktionen på programmet været en kende anderledes.
Meyrowitz argumenterer for, at for megen fokus på mediets grammatik, kan være forstyrrende for ens generelle oplevelse af det man ser. Eksempelvis ville man, hvis man har for meget fokus på brugen af musik eller kameravinkler, gå glip af den gode historie, eller hvis lyssætningen ikke er optimal, kan det igen fjerne fokus fra resten af en film. Her vil jeg påstå, at det er en vanesag. Jeg har set film siden jeg har været gammel nok, til at trykke på fjernsynets on-knap, og for mig, er det lige så naturligt at integrere alle disse grammatiske variabler som det ville være for mig at spise min aftensmad. Det har blot højnet min nydelse af film, at jeg over årene er begyndt at opdage hvordan en god kameramand, en god komponist, en god lyssætter etc, kan ophøje en god film, til at være kunst. Jeg accepterer dog også blankt, at det er noget nær en elitær holdning at have, og ikke alle har lysten eller energien til at lægge så meget i en filmisk oplevelse.
Det sidste begreb Meyrowitz bruger er ”medier som miljøer”. Her menes at medier kan sættes ind i forskellige sociale rammer. Disse rammer, har betydning for, hvad der udsendes.
Ved at tale om at medier er miljøer, kan man undersøge dem på mikroplan og makroplan. Ved mikroplanet undersøger man enkelte situationer. Hvad sker der f.eks. når et barn vælger at slappe af efter skole, med at læse en bog i stedet for at se fjernsyn. Makroplanet beskriver det samfundsmæssige plan.
Her beskæftiger man sig med hvilken effekt et medie har haft for samfundet. Eksempelvis, hvad har telefonen gjort for forretninger og social kommunikation.I dag er det mere end almindeligt at eje et fjernsyn. Man indretter sin stue efter fjernsynets placering. Dette viser at det har stor indflydelse på vores liv og at fjernsynet er et medie man samles omkring. Vi bruger det til underholdning via film og underholdningsprogrammer og til at få de seneste nyheder igennem tekst-tv og TV-avisen.
Her kan man igen inddrage eksemplet med Uffe Elleman Jensen, der på mikroplan er en enkelt politiker, der nægter at blive vist som overmand over for folket, men er det på den anden side en tendens at medierne er begyndt at vise politikere som værende disse magtfulde skabninger, med hvem vi ”normale” mennesker intet har til fælles?

Nyt erstatter gammelt
Klaus Bruhn Jensen (2003) tager konvergens problematikken op, og taler om hvordan hvordan man i virkeligheden ikke kan bruge begrebet i relation til medier (Bruhn s. 17). Ja, der sker en sammensmeltning medier iblandt. De nyeste telefoner er i dag, i stand til at fotografere, vise film, spille musik og spil, og hvis man er heldig, foretage opkald og skrive beskeder. Men det er ikke ensbetydende med at den enkelte bruger vil vælge, at samle alle disse medier i et enkelt apparatur. En filmentusiast, vil måske vælge at nyde enkelte scener på telefonens lille skærm, men det er klart at foretrække hjemmebiografens mørke for det fulde udbytte. En musikentusiast vil argumentere for at den gammeldags grammofonplade lyder bedre på anlægget, end de kopierede mp3-filer, der ikke er i stand til at gemme alle de fine nuancer fra det analoge signal.
Da film kom erstattede det ikke fotografiet men var med til at levendegøre fotografiet. Fotografi og film har, næsten fra starten, hængt sammen, da billeder har været brugt til at promovere film. I dag findes der et utal af quizzer, hvor man skal gætte en given film ud fra et stilbillede fra filmen, og promoveringen af en given film sker blandt andet gennem stiliserede billeder fra filmen. Selv i kunstens verden har stilbilleder deres ret. Louisianas museum for moderne kunst havde i 2008 en storstilet udstilling bestående af utallige stilbilleder fra nye og gamle film. En fantastisk oplevelse, da billederne både kan vække minder fra filmens scener, men også være følelsesvækkende i sig selv.
Webben har gjort promoveringen af film til lidt af en svær dans. Men igen har man formået at blande gamle nyhedsmedier med de nye. Det er blevet nemmere for producenterne at gøre opmærksom på deres film, gennem diverse internet fora og film hjemmesider, såsom www.imdb.com og www.allmovie.com, men der er så også en bagside af medaljen. Hvis en film får dårlig omtale på et givent forum, vil dette som regel sprede sig som en løbeild, hvilket kan være katastrofalt for indtjeningen. Der har været mange eksempler på, at der blandt brugerne i et forum kan være plantet mennesker, der bliver betalt for at give en film god omtale, og derved skabe en positiv omtale. Der har også været eksempler på, at der har været lavet enormt innovative reklame kampagner. Som for eksempel ”The Dark Knight[10]”, hvor brugeren selv blev en aktiv del af kampagnen.
The Dark Knight gjorde brug af Viral Marketing[11]. I dette tilfælde, dukkede der blandt andet links op, på diverse hjemmesider, til den fiktive by Gothams avis, hvor dedikerede fans kunne rekruteres til Jokerens voksende hær af slyngler. Kampagnen gik så vidt, som at man kunne blive kaldt op via mobiltelefon, og blive sendt ud for at samle informationer i byen, for at bevise at man var værdig til at være en del af denne nye hær . Denne type for marketing har en, som jeg ser det, større indvirkning på forbrugeren, end en normal reklamekampagne, da forbrugeren pludselig selv er med til at skabe bevidsthed omkring filmen

Digitalisering og metadata
Den digitalisering, der er blevet så moderne i vores samfund, har gjort mange gange nemmere at genfinde data, men samtidigt også til lidt af et kunststykke. I kraft af, at alt kan gemmes digitalt, er man også blevet i stand til at knytte metadata til de digitaliserede filer. Dvs deskriptive data, eller emneord, som vi kan bruge til at genfinde hvad vi søger (Bruhn s. 14). Ulempen er, at med mindre, der er en overensstemmelse i emneord, kan hvad der i teorien er en stringent vej, blive til en ufremkommelig jungle.
DR har siden 1930’erne og 1950’erne gemt deres optagelser af henholdsvis radio og tv. Med digitaliseringen er det nu muligt for dem at gøre dette væld af kilder nemt søgbare. Bevares, processen til en komplet digitalisering af alt, er overvældende og ekstremt dyr, men uvurderligt set i henhold til historisk perspektiv. DR’s arkiv medarbejdere arbejder med en tesaurus, der indeholder faste emneord, der bruges til at knytte til de udsendelser, der produceres. Kendskab til denne tesaurus, gør det til en relativt nem sag, for den kyndige medarbejder at genfinde produkter, der ligger enddog år tilbage.
Ligeledes gør the Allmovie.com også brug af faste emneord, der er fastlagt af et stort hold fast tilknyttede skribenter, så man er sikker på en nogenlunde stabil kategorisering af filmene.
Alt i alt har den digitale revolution gjort disciplinen at genfinde gammelt materiale til en leg. En leg, der kræver at man kan håndtere værktøjet fornuftigt, men ikke desto mindre nemmere end det har været tidligere.

Vidensdeling og informationsgenfinding
Før internettet rigtigt kom til sin ret, var den nemmeste måde at dele sin viden om film med andre fra mund til mund, eller bedre kendt som word by mouth. En films popularitet står og falder ens vennekreds lige pludselig kommer og jubler over den nyeste film, der kører i biografen, og som bare skal ses.
Webben har gjort, at denne måde at dele sin viden om film på, har nået helt nye højder. Ikke alene har de sociale netværk, som facebook og myspace gjort det nemt for os, med nogle enkle tastetryk at vise vores fascination eller væmmelse for en film, men mobilen har gjort det muligt at sende opdateringer næsten før rulleteksterne begynder at fylde skærmen.
Diverse fan-baserede hjemmesider som eksempelvis www.aintitcoolnews.com har formået at etablere sig som en base for nær-professionel kritik, hvor skribenterne, på trods af, ingen faglig uddannelse har inden for film, er begyndt at have noget at skulle have sagt under produktionen af en film, og bliver inviteret med til fremvisninger normalt kun forbeholdt for pressen, så de kan sprede det gode ord til de fans, der læser deres sider.
Førnævnte aintitcoolnews, er startet af en ung mand, Harry Knowles, der hele sit liv har haft en passion for film, og begyndte at poste tråde indeholde rygter og nyheder om nye film, der var på vej. Nu sidder selvsamme man og har udviklet sig til manuskriptforfatter, samt han styrer et af de mest populære fan-sites inden for film. Jeg vil vove den påstand, at dette aldrig ville have fundet sted uden webben, som vi kender det i dag.
Jeg kom for år tilbage til at zappe forbi Discovery Channel, og faldt ind i starten af, hvad der viste sig at være en dokumentarfilm, der hedder Blue Eyed[12], der har rascisme og vort syn på det som hovedtema. Jeg var utroligt fascineret, men det tog mig alligevel det meste af to års on/off arbejde at finde frem til den på DVD. Det involverede breve til Discovery Channel, ekstensiv søgning på nettet, deriblandt IMDb og Google.com, og en ikke uanselig portion held, da jeg endelig fandt den på den tyske version af Amazon.com. Min pointe er, at med blot en smule ihærdighed har webben gjort det muligt for os, at genfinde stort set alt. Blot se Ferry Cross the Mersey; en sang jeg kun har haft dele af teksten af siddende i hovedet de sidste mange år, men 5 minutter senere på youtube.com; voila.

Konklusion
Vi er gennem udviklingen blevet meget bevidste omkring vor brug af medier, og omkring hvilken indvirkning de har på os. Vi lader os ikke blot påvirke, men stiller visse krav til den underholdning vi vil have i vor sparsomme fritid. De store filmstudier er begyndt at opfatte dette, og har ikke alene ændret og optimeret de måder film bliver lavet på, men har enddog formået at gøre forbrugeren til en del af processen.
Med andre ord, så er det interessante tider at være filmentusiast i, hvor de digitale medier tillader os at interagere med de film vi elsker at se, kommentere, gense og samle på.
[1] http://www.imdb.com/title/tt0000447/
[2] Music Corporation of America
[3] http://www.imdb.com/title/tt0109445/
[4] En independent film (indie) er en film, der er procuderet uden økonomisk afhængighed af de store studier, som MGM, Fox, Paramount osv.
[5] http://en.wikipedia.org/wiki/The_War_of_the_Worlds_(radio)
[6] http://www.imdb.com/title/tt0049223/
[7] http://www.imdb.com/title/tt0418279/
[8] http://www.imdb.com/title/tt0033467/
[9] http://www.youtube.com/watch?v=loyRYFUYg9g
[10] http://www.imdb.com/title/tt0468569/
[11] Et marketing fænomen, der bruger eksisterende sociale netværker til at sprede nyheder som en virus.
[12] http://www.imdb.com/title/tt0115716/

Digi-junkie

Medier, som jeg ser dem, er alle de ting omkring os, der er i stand til at bibringe os informationer af varierende grad. Det værende alt lige fra tv, radio og aviser til stereoanlægget, computeren og de mennesker vi møder på vor vej.

Der er visse forskelle på medierne; om vi er i stand til at interagere med dem, eller om de kun er til for at viderebringe de informationer vi beder dem om. Godt nok er vi i stand til at skifte kanalerne på f.eks. fjernsynet, men vi kan ikke bede nyhedsværten om at ændre sit oplæg, eller dække mellemøsten istedet for de nyeste nyheder fra Washington. Internettet er af en lidt anden støbning. Selvom man vel sagtens kan anse det som værende et glorificeret fjernsyn med en del flere kanaler, er her en højere grad af kontrol over mediet, hvor vi sågar selv kan lege medie gennem diverse kanaler som blogs, fora og lignende.

Forskellen på de fysiske medier såsom aviser, musik, fjernsyn og de personlige er ret interessant. Den første type er som regel designet til at videregive en type information, der kan læses og forstås entydigt. Personlige medier har dog den ekstra nuance, at de kan tolkes på mange forskellige måder gennem bl.a. kropssprog og tale. En dreven observator vil kunne opfatte mange flere informationer end fortælleren måske ønsker. Sågar endda modtage informationer der står i kontrast til det fortalte.

Min indgang til den store vide medieverden kom til mig gennem fjernsynet. Jeg voksede op nær den tyske grænse hvor de eneste kanaler var to danske med utroligt tørt indhold, og tre tyske hvor alt det spændende blev vist. Det havde den fordel at jeg hurtigt fik opbygget et meget stort ordforråd inden for det tyske sprog som jeg stadig nyder godt af, da det trods alt åbner døren for forståelse af endnu flere medier. Når ens hverdag ikke just er en dans på roser søger man tilflugt, og det skete også hos mig. Her var det tv, musik og bøger, der hjalp; tre laster som jeg stadig har den dag i dag. Jeg har altid nydt at sidde ned med en god film, da de (til tider) kan virke som kunststykker på højde med hvad der hænger på Louvre.

Jeg har altid elsket informationer i al dens afskygninger, og suger viden til mig hvor jeg kan komme til det. Her kommer internettet til sin ret. Det tog mig nogen tid at lære, og den umiddelbare tilgang som børn og unge har til det i dag kom lidt mere trægt til min generation. Lidt ligesom mobiltelefonen, der for mange var et nødvendigt onde, men som man til sidst måtte overgive sig til. Og selvfølgelig tilhører jeg i den dag kategorien af mennesker, der har mobilen inden for en meters afstand på alle tider af døgnet. Med mindre jeg gør en bevidst handling ud af ikke at have det.

Medier for mig. Eller rettere dem jeg bruger mest: computeren, mobilen, anlægget, fjernsynet og de medier de bringer med sig; gør at jeg kan holde mig i social kontakt med mine venner og bekendte, læse de senest opdaterede nyheder fra informations hjemmeside, se de film jeg elsker og høre den musik jeg vil nyde. Det er i allerhøjeste grad en brugsgenstand, der efterhånden er forhøjet til pyntegenstand. Det gamle husalter er ved at blive erstattet af topmoderne kunstværker som selv konen i hjemmet vil holde af, at have hængende, da det ikke længere er en stor klods, der blot fylder og samler støv.

Jeg elsker opslagsværk, og nyder stadig fornemmelsen af, at sidde med et gammelt støvet bind i hænderne for at finde definitionen på et obskurt ord. Men der mangler den umiddelbare lethed og den opdaterethed, der findes på internettet. En bog er i princippet forældet fra den dag, den bliver trykt, mens internettet optimalt set konstant er i udvikling, fejlkorrigerende og søgende. Ergo må de informationer man finder frem til via dette også være fejlfri. Ikke desto mindre sniger der sig fejlbehæftninger ind i de informationer vi finder frem til, men istedet for at købe en ny bog med fejlen korrigeret, opdaterer man blot hjemmesiden.

Jeg er håbløst afhængig af de digitale medier. Når der skal motioneres, følger mp3 afspilleren med. En dag uden tjek af mail, facebook gør at jeg føler mig bagud. Måske går jeg endda glip af noget vigtigt. Filmsamlingen fylder godt på hylderne, og fjernsynet leverer baggrundsstøj. Men kan det stadig kaldes afhængighed hvis jeg har det godt med det? Øjnene er trods alt ikke firkantede endnu, på trods af gentagne advarsler fra min mor.

1st try. Et spørgeskema

1. Mike

2. 1976

3. 2300 København S

4. Film- og Medievidenskab

5. 2005

6. Tekniker hos Force Technology A/S

7. Arkivar

8a. Internet

8b. Mobiltelefon

9. Nej

10. I nævnte rækkefølge

- Facebook
- Biblnet
- Flickr